Mona nåede hen til overgangen mellem Skautflya og Visdalen, før hun "nedlagde arbejdet". Tove fortsatte de ca. 350 højdemeter ned til lejren og adviserede mig (Peter), som måtte mose op til fruen og fragtede hende ned på mine værkende rygstykker. Min indsats skal dog ses på baggrund af, at de britiske Nato-soldater havde fået nys om, at en væn mø var i nød, og de var derfor i gang med at foranstalte en redningsaktion. Jeg havde derfor et pænt incitament til at nå først frem. Hele vejen op til fruen havde jeg skrækkelige fantasier om, hvad sådan nogle britiske yndlinge med galopperende hormoner mon kunne finde på at kræve som modydelse af mit svækkede fruentimmer, hvis de nåede hende først.

 På billedet har Monas ankel været til behandling på Spiterstulen, hvor én af Sulheimens ("Sulens") sønner var læge. Tove (som året i forvejen var blevet forladt af en nærmest flygtende Christian) havde lidt besvær med at skjule sin jalousi over, at det var Mona, der blev befølt af Sule-sønnikes sensuelle doktor-fingre.