Gererelt for området fra Vejlby Hage til Skæring.

 

Vind. Området ligger bedst for vindretninger fra nordøst til syd, hvor man i hele området hurtigt kan fange ”ren vind”. Hvis vi med udgangspunkt i disse optimale vindretninger drejer med uret rundt, er der syd for Vejlby Hage forholdsvis ren vind fra vest-sydvest - men jo længere vi drejer videre rundt mod nordvest, jo mere fristende er det at sejle op til lavningen ved Skæring (på begge sider af Skæring Skole). Mellem Marinaen og Åkrogen er der ofte en meget smal passage, der kan være brugbar i nordvestlig vind, mens området ud for Marinaen i samme vindretning ofte er ganske dødt.

Drejer vinden om i nord, slipper der ofte lidt vind ud i et bælte ved Skæring Skole – og i nordøstlig vind er hele området igen fint eksponeret.

Med stort udstyr kan der naturligvis sejles i alle vindretninger (hvis der ellers er vind nok), men med småt udstyr (ca. < 110 l(?)) i frisk vind må man være lidt mere kræsen: Vindretninger fra syd til nordøst er selvfølgelig meget fine, men når vinden går over i vest, er det kun området syd for Vejlby Hage, der kan byde på blot nogenlunde forhold. I nordvestlig vindretning ta’r de ganske få, der overhovedet har mod på at sejle slalom i området i  fralandsvind, oftest op mod Skæring.

 

Bølger. Når det blæser frisk fra østlige retninger, har de fleste vel noteret, at bølgerne kan blive meget kaotiske og besværlige at sejle i. Det virker, som om de bølger, der går henholdsvis syd og nord om Skødshoved, tørner sammen og danner et bælte af uberegnelige ”pyramider” i Skødshoveds ”vindskygge”. Når vinden er i øst, ligger bæltet gerne fra Marinaen til syd for Vejlby Hage, og når vinden går længere over over i øst-sydøst, drejer bæltet mere op mod Egå og Skæring. Tæt ved Marinaen kan man i østlige vindretninger også af og til mærke lidt ”resonans” (bølger, der bliver slået tilbage) fra stensætningen på Marinaen.