Hjortshøj, den 13. jan. ’06

 

 

AAWK

Bestyrelsen

 

Vedr. klubbens placering.

 

 

Lad nu vær’ med at blive mugne. Dette brev er ikke en kritik af jeres hidtige store arbejde med at få etableret surfklubben det planlagte sted syd for Åkrogen. Henvendelsen er blot udtryk for en usikkerhed og bekymring omkring, hvor god den planlagte placering egentlig er – samt nogle meget løse tanker om, hvad der måske kunne være et alternativ. I klubbens nuværende lidt ømtålelige situation er det bestemt ikke hensigten at skabe mere usikkerhed om klubbens fremtid ved at fremprovokere en stor åben debat – men på den anden side vil det jo være åndsvagt, hvis nedenstående bekymringer senere viser sig at være berettigede, og at vi ikke diskuterede de mulige problemer og alternativer, mens tid var.

Hvis bekymringen udelukkende skyldes, at jeg ikke har holdt mig ordentlig orienteret, bedes I venligst bære over med det.

 

 

Plads og trafik.

 

Sådan som jeg har forstået det, vil den kørende adkomst sydfra til Åkrogens grønne arealer for fremtiden blive stoppet i nærheden af den nuværende bus-holdeplads. Det vil sandsynligvis sige, at alle de, der plejer at parkere ud for den nu nedrevne restaurant og i de mange store grønne ”båse” omkring arealet op mod åen, fremtidigt vil forsøge at placere bilerne syd for bus-holdepladsen – altså omkring den fremtidige surfklub. Særligt mærkbart vil det sandsynligvis være om sommeren, hvor utroligt mange ”ny-danskere” plejer at beslaglægge store dele af græs-arealerne i deres helt legitime søgen efter arealer til socialt samvær og nærhed til havet.

Kunne man måske forestille sig, at det mylder af folk, der med de nuværende meget større rammer i forvejen knap nok kan være der, vil gøre det meget besværligt for klubbens medlemmer og supportere at få plads til parkering og tilrigning?

 

 

Bundforhold.

 

Alle ved det: Når man sejler ud fra det nuværende sted er området mellem badebroen og stenrevet ved Vejlby Hage forbudt område. Både ”den store sten” (og en hel del andre?) og revet har kostet mange finner og finnekister – og det problem bliver jo bestemt ikke blive mindre af, at vi for fremtiden netop skal sejle ud herfra.

Yderligere har jeg svært ved at forestille mig, at området overhovedet kan bruges til surfskole og begynder-område – og ved østlige og sydøstlige vindretninger vil vi andre sandsynligvis også få vore problemer med at starte ud på småt grej uden at karambolere med badebro, sten eller stenrev.

 

 

Badegæster.

 

Om sommeren har flere af os af af og til været faretruende nær badende, der fra badebroen er svømmet et stykke ud (nogle gange med snorkel!). Tanken om at spidde en badegæst på finnen er ikke behagelig – og da slet ikke for den badende! Når vi fremtidigt skal starte ud lige ved badebroen, kan det, der hidtil kun har været en ubehagelig tanke, altfor let blive en ulykkelig realitet. Og igen vil problemet være endnu større for surfskolen/begyndere med deres formodet mindre færdigheder og sejlads nærmere ved kysten.

 

 

Et par fordele ved stedet.

 

Selvfølgelig er der også fordele ved den planlagte placering. Udover den historiske tilknytning til Åkrogen ligger stedet jo forholdsvis tæt ved byen – med hurtig adgang for cyklende surfere og surfere, der benytter den kollektive trafik. Det taler jo også til gunst for placeringen, at klubben tilsyneladende(?) er langt fremme i godkendelsesprocessen. Men rent surfmæssigt er det bedste argument nok, at stedet ligger forholdsvis godt til, når det drejer sig om ”ren” vind; vi skal jo blot rundt om ”hjørnet” (Vejlby Hage), før vore sejl har uhindret adgang til den fremherskende vest-sydvestlige vind.

 

-------------------

 

Et muligt alternativ.

 

Alternativet er egentlig blot en strøtanke eller et tankespind, som ikke tilnærmelsesvis er undersøgt til bunds. Inden stedet (evt.) bliver kikket nærmere efter i sømmene, ved jeg faktisk ikke selv, hvor godt alternativet er.

Stedet er det (vistnok) offentlige område umiddelbart op ad Egå Marinas nordøstligs afgrænsning (se luftfotos).

 

 

Bundforhold.

 

Der er tale om et forholdsvis lavvandet område, hvor bunden vistnok mest består af sand (med få mindre sten).  Specielt som surfskole-/begynderområde vil stedet være velegnet – men også vi andre vil sandsynligvis lettere kunne starte fra stedet med minimal risiko for materiel og mennesker.

 

 

Plads og parkeringsforhold.

 

Det grønne område er meget stort, og om sommeren virker det ikke nær så overrendt, som området omkring Åkrogen. I øjeblikket skal man parkere på Marinaens P-pladser, men mon ikke Kommunen ved en placering af klubben på græsarealet nord-øst for Marinaen kunne overtales til at etablere en lille stikvej forbi det nuværende jolle-område hen til en mindre P-plads specielt for os?

 

 

Miljø.

 

Området er ganske hyggeligt med Marinaen til den ene side og et stort græsareal (med en lille skov) på den anden side. Samtidig er der ikke nogen nærtliggende beboelse at tage hensyn til.

Måske kunne man forestille sig en vis synergi-effekt af nærheden til jollesejlerne(?) – og i hvert fald vil det være muligt at slutte en surfsession af med en udskænkning på Marinaens ”kro”.

 

 

Sikkerhed.

 

Hvad gør vi ved Åkrogen, når vi spotter en surfer med havari? Hmm – tja – bum-bum; vi har jo en båd, men fungerer den? Hvem har nøgle? Hvor er den henne? Kan vi bakse den ned til vandet … osv? Med en placering lige op ad Marinaen vil det være meget lettere at lave en ordning, så man let og gesvindt kan hoppe op i båden og hente folk ind. Og hvis man er alene med sin viden om en forlist surfer, vil det sandsynligvis være temmelig let at purre nogle folk (evt. med fartøjer) inde på Marinaen.

 

 

Stævner.

 

Arealet nord-øst for Marinaen er meget større end arealet, det planlagte klubhus kommer til at ligge på. Det vil således sandsynligvis være mindre besværligt at arrangere stævner, hvor deltagerne jo vil have en klar forventning om tilrigningsplads i umiddelbar nærhed af biler og telte. Ydermere vil man ved stævner sikkert kunne lukrere på Marinaens toiletter/badefaciliteter, mulighed for bespisning etc. – ligesom man ved mere festlige indslag ikke behøver at tage hensyn til nærliggende beboere.

 

 

Kitere.

 

Måske kunne man forestille sig, at en klub-placering ved Marinaen også kunne tiltrække kiterne, som ofte holder til ved Skæring Strand, halvanden km længere mod nord-øst. Uanset hvilket forhold man mener at have til kiterne, så tror jeg ikke, vi på længere sigt står os ved at være altfor berøringsangste og isolere os i et sevvalgt eksil. Om ikke andet – så er mange af kiterne tidligere surfere og gamle kammerater, som klublivet bør kunne profitere af.

 

 

Surfbutik.

 

Hvis grejet går i stykker, vil en doven surfer i øjeblikket tage bilen op til Surfline for at få fikset materiellet. Fra Marinaen kan man på sine gå-ben spadsere op til Surfline på små 10 min. Og hvis det drejer sig om helt elementære ting (snor m.v.), kan Marinaens skibsproviantering sikkert hurtigt klare problemet.

 

 

Vagt-ordning.

 

Måske er det ikke helt relevant – men det fremgår faktisk af skiltningen på Marinaen, at man har etableret en vagt-ordning. Hvis der skulle opstå problemer med indbrud, hærværk m.v. i vores klubhus, kunne man måske deltage i en sådan ordning?

 

 

Et par ulemper ved stedet.

 

Oftest vil området nord-øst for Marinaen ligge lidt mere i læ for de fremherskende vinde og bølger, end det gælder for området omkring Åkrogen. Med hensyn til de mindre bølger er det dog en fordel for surfskole/begyndere, og med hensyn til vinden, så må molerne trods alt formodes ikke at gøre vinden altfor turbulent.

Jo længere man fjerner sig fra Marinaen, jo lavere ligger terrænet, hvorfor arealet i perioder kan være kan være lidt fugtigt. Tæt ved Marinaen er der nok ingen problemer, og hvis man vælger en placering lidt længere væk, kunne man sikkert fylde lidt jord/grus på.

Fra græs-arealet ned til vandet er der en smal stensætning, der som følge af det højere terræn er stejlere, jo tættere man kommer på Marinaen. Det vil selvfølgelig være træls at skulle trække sit udstyr hen over stenene, hvorfor én eller anden form for lokal opfyldning/overdækning med grus el. lign. nok vil være nødvendig.

Endelig vil nærheden til havneindløbet naturligvis kræve, at vi er mere opmærksomme på trafikken af lystbåde, end vi har behov for at være ved Åkrogen.

 

----------------------

 

Som sagt hviler min bekymring for Åkrogen som fremtidig surfstation måske på et tyndt grundlag – og det samme gælder tankespinnet om det mulige alternativ nord-øst for Marinaen. Hvis I af saglige (eller andre) grunde ønsker at demontere en mulig diskussion om Åkrogen kontra Marinaen her, er det op til jer. Jeg bringer ikke diskussionen ud i et bredere forum.

 

 

Venlig hilsen

Peter Nielsen-Man