Uden at vi anede det, var der en anden staget rute op til stortoppen - en rute som stødte til vores rute forholdsvis tæt under toppen. På nedturen tumlede vi ind i de "forkerte" stager og nåede godt halvvejs ned ad tinden, inden vi fik mistanke om, at "noget" var forkert (vinden var blevet mere stødende, end da vi gik langs kanten til "Kjelen" (bræen dybt under Snøhettas toppe).

Ikke alle var indstillet på at mose op på toppen igen for (måske) at finde de rette stager ned, så vi forsøgte først at at krydse tværs over ryggen langs ca. samme højdekurve. Da det ikke lykkedes at ramle ind i de "rigtige" stager, og da vi jo risikerede at gå imellem to stager uden at observere det, dappede vi tilbage til den "forkerte" nedgang og begyndte modvilligt at traske op mod toppen igen.

Efter en stund stødte vi ind i et skotsk par (de eneste levende væsener, vi af gode grunde så/hørte på turen). De berettede, at de var gået op fra en hytte (Reinheim) og var på vej ned til samme igen, så som det mindste af to onder slog vi følge med dem. Vi kom derved uden for vores kort - men efter et lille hvil i Reinheim var den skotske gentleman (Tom) så venlig at gelejde os på rette spor tilbage til Snøheim og vores bil: Hvis vi gik ad stien mod sydvest og ramte Fisktjønna, skulle vi bare følge vandløbet mod syd - ialt omkring 6 km. Tidligt på aftenen fandt vi bilen og blev mødt af Christian og hyttefar på Hageseter (Johann), som var blevet en anelse nervøse og angiveligt havde været i kontakt med lensmanden(!). Fed tur!