Venligst: Færre tal og flere ord. Også  når det gælder windsurfing.

 

Fra vinteren 2012 - 13. 

Se evt. indledningen, der blev fjernet. 

 

 

Tal, tal og atter tal. Næsten uanset hvor vi befinder os, dænges vi til med tal.

 

Tal er gode til at tryne. Afsenderen af tallene har jo nærmest taget patent på "sandheden". Og forsøger man alligevel at stille spørgsmål ved objektiviteten bag tallene, stiller man både spørgsmål ved afsenderens sandruelighed (det er jo altid ubehageligt), samtidig med at man måske lufter sin egen uvidenhed (det er om muligt endnu mere ubehageligt).

 

Bruger man derimod ord i stedet for tal, åbner man op for en diskussion i øjenhøjde, og man kommer langt oftere ind til problemernes essens.

 

Forholder sig ligeså i kommunikationen i vore snævre windsurf-miljøer. Spiser vi også ofte hinanden af med intetsigende tal, hvor vi ville være bedre hjulpne ved at at få en ordrig beskrivelse i stedet? Både fordi en beskrivelse på ord ofte kan være fuldt så dækkende som et par løsrevne tal; det er ofte i nuancerne, det interessante ligger. Men også fordi der lettere kan repliceres på ord end på tal - som man ofte blot kan svare "nå!" til. Ord - evt. i kombination med et par illustrerende tal - er bedre til at formidle oplevelser og budskaber end golde tal. Ord tenderer at holde samtalen i gang, mens tal risikerer at lukke samtalen. Her ansatser til et par eksempler:

 

 

Vindmålinger.

 

"Kommer I snart. Vindmåleren viser 8 sekundmeter!"

Ja, man ser det for sig. Manden, der altid skal på vandet 3 timer før alle andre, føler sig trods alt lidt ensom på stranden, og i sin iver efter at få selskab udsender han et opråb via sit elektroniske device for at lokke andre til.

 

Men reelt er sådan en melding nul værd, medmindre tallet for vindhastigheden ledsages af en hel del ord. Hvis vi forudsætter, at manden med måleren står på stranden - er vinden da direkte pålands eller fralands? I begge tilfælde kan man jo nok forvente en del mere vind længere ude. Eller taler vi om sidevind? I så tilfælde stuves vinden ofte sammen langs med strandkanten, og vindstyrken kan da let falde længere ude. Er målingen udtryk for gennemsnitsvind eller udtryk for max. vindstød? Og hvor stabil er vinden?

 

Og endelig er det nok også en strøtanke værd, om vores observatør på stranden er offer for en meget menneskelige egenskab: Ønsketænkning. Ikke fordi han nødvendigvis har horn i panden; måske snarere fordi han (som så mange af os) helt ubevidst kommer til at tænke baglæns, sådan at hvad man ønsker at opnå meget let kan komme til at smitte af på den "sandhed", man præsenterer.

 

For herrens mange år siden deltog jeg i et "Bugten rundt" stævne, hvor de fleste sejlede formula boards, og hvor en del af os for første gang luftede vore spritnye RS4 10.7'ere. Der var da bestemt planingsvind - men alligevel var det lidt af en overraskelse, da det i et stævnereferat hed sig, at vinden havde stødt med 16 sekundmeter.

 

Sådan en melding øger selvfølgelig selvfølelsen - men hånden på hjertet: Vindstødene var HØJST oppe at snuse til 10 sekundmeter, der hvor jeg befandt mig. Men muligvis var jeg blot på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt ...?

 

 

GPS-målinger.

 

"Jeg fyrede den af med en max. fart på 51 km/t."

Ja, det er sgu hurtigt. Men igen: Kunne ord ikke ha' fortalt mere? 51 km/t er MEGET hurtigere på halvstort udstyr i skrumlet vand med pålandsvind ved Studstrup end med mindre slalomudstyr i stabil fralandsvind på fladt vand ved Dragsmur. En ordrig historie er bedre end et strippet tal.

 

Og en anden ting: Hvor sikre er vi egentlig på, at en GPS måling nu er så fantastisk objektiv? Der er vel en grund til, at organiserede GPS målinger foreskriver noget med lange (2 sekunders?) målesekvenser i forhold til de korte (½ - 1 sekunders?) målesekvenser, en del GPS'ere er forudindstillede med (og som mange af os har ret ondt ved at stille om på!). Og der er nok også en grund til, at der snakkes om Doppler-målinger, samt at målingerne vistnok bør køres gennem et program, der fjerner urealistiske peaks.

 

Nu fremgår det sikkert, at er GPS-målere ikke just min spidskompetence, men jeg husker tydeligt, hvordan jeg kunne tricke min første GPS-måler: Cyklede jeg ind i skov i adstadigt tempo (20 km/t iflg. displayet), mistede GPS'eren oftest kontakten med satelitterne undet løvhanget. I mangel af reel information forestillede instrumentet sig åbenbart, at farten fortsat var 20 km/t inde i skoven - men var jeg så uvorn at sætte farten op til f. eks. 30 km/t, fik GPS'eren det problem, at jeg kom ud af skoven tidligere end ventet. Og for at kompensere for det, peakede min hastighed et kort øjeblik op på f. eks. 60 km/t. En objektiv måling? Næh, instrumentet kompenserede blot på sin egen utilstrækkelighed ved at tildele mig en alt for stor fart.

 

Kan noget tilsvarende ske under windsurfing? Altså at vi kortvarigt afbryder signalerne og pludseligt befinder os et andet sted end GPS'eren har foruddiskonteret. Tjah, ét eller andet underligt sker i hver fald fra tid til anden, der gør, at instrumentet bon'er ud med en svimlende max. fart. Og her støder vi endnu engang ind i vores såre menneskelige hang til en form for ønsketænkning, hvor det kan være svært fristende at overgive sig til GPS'erens "objektivitet" i stedet for at koble logikken til. Men har man (som jeg) meget svært ved at bryde 50 km/t muren på optimalt udstyr under optimale forhold, er det måske ikke heeelt troværdigt, hvis man i uregérlig chop på sit bølgegrej pludselig får en måling på over 60 km/t.

 

P. s.: Jeg mener forøvrigt, at et lokalt es engang fortalte en historie om en aflæst max. fart på godt 70 km/t - en peak, som han var ædruelig nok til at koble til et slyngstyrt. Respekt for det lokale koryfæs soberhed!

 

 

Pulsmålinger.

 

"... og når jeg jibede, steg pulsen til 150!."

Ja, windsurfing er fantastisk godt for hjerte og lunger. Eller ER det? Kan vi uden videre konkludere det ud fra sådan en pulsmåling?

 

Når man ser billeder eller video'er af folk, der forsøge at jibe, har de fleste af os nogle underligt forvredne ansigtsudtryk (bl. a. noget der ligner kæbeskred), og en del er også pæonrøde i maskerne. Er det nødvendigvis udtryk for, at vi udfører så hårdt arbejde, at lunger og hjerte bliver presset til maksimal ydelse? Næppe. Personligt har jeg i hvert fald aldrig oplevet mine jibe-forsøg som specielt hårde fysiske anstrengelser.

 

Derimod har jeg ofte oplevet mine jibe-forsøg som meget MENTALT stressende. Både når andre sejlere er i nærheden, og der derfor er et element af konkurrence. Og (ikke mindst) når man forsøger at jibe tæt under land, hvor stranden er fyldt op med pauserende kloge-Åger, der KUN tørster efter éns vandgang. Se DET kan få pulsen op. Men om det er på den gode måde, er nok en anden snak. Det svarer vel egentlig til den åndenød og forhøjede puls, man får af at hænge i en kø og være lige ved at komme for sent til færgen. Og den form for øget hjerterytme anses vel normelt ikke for specielt sund. Eller hur?

 

Pulsen er (igen) et eksempel på, at et tal ikke bør stå alene. Et par ord til at fortolke og diskutere tallet vil i hvert fald gøre det mere interessant.

 

 

Billy-billy.

 

"Jeg har købt et spritnyt slalomboard, der var nedsat til 6.000 kr.!"

Tillykke, tillykke. Fantastisk handel - hvis boardet altså var mere værd. Men behøver de 6.000 kr. for et nyt slalomboard egentlig at fortælle noget som helst om, hvor god en handel det er? Bør der ikke kobles nogle ord på, for at man kan ta' stilling til handelens karakter? Den første indskydelse er jo nok at relatere de 6.000 kr. til en nypris på 12-15.000 kr., men er det den eneste/bedste målestok?

 

Jeg har mange gange oplevet nogle af mine surf-buddies (specielt én, som i dølgsmål kærligt kaldes "produkthandleren") stille nogle klokkeklare præferencer op for deres næste board. Men når de så står over for at gennemføre købet af ønske-boardet, bliver de pludselig opmærksomme på et board, der er NÆSTEN lige så godt - men som de kan få til en væsentlig lavere pris. Efter et lynhurtigt fokus-skift fra "jeg-vil-ha'-det-ultimative-board" til "jeg-vil-gøre-en-ultra-god-handel" smides pengene på bordet, det (tilsyneladende) billige board kastes ind i dytten og man racer hjemad for at nyde sejren; eller bondeangeren! For hjemme i hulen går det måske pludselig op for én, at man jo IKKE har fået løst sit problem alligevel. Boardet er jo lidt for lille/stort, for sent planende/for svært at styre osv. i forhold til de præferencer, man stillede op. Og måske kan man nu alligevel ikke bruge det/de sejl, som man havde tænkt sig at finde anvendelse for. Og måske ligger boardet LIDT for tæt på et andet board, man har. Og måske har boardet et andet box-system, end det man har finner til. Og inden man måske ved af det, er man igen langt henne i dagdrømme om et nyt ultimativt board. En god handel ...?

 

Så det er nok ikke altid, man kan afgøre, hvor god en handel er, ud fra et beløb. Èn af mine bedste handeler var en Tabou Rocket 95, som jeg betalte fuld pris for, på trods af, at den havde fået en transportskade på vejen til forhandleren. Overpris? Næh, en fantastisk handel - vurderet ud fra, at boardet passede som hånd i handske til mit behov.

 

 

Tid på vandet.

 

"Efter 5 timer på vandet stoppede jeg med "lange arme"."

Wow. Jeg anser normalt ikke mig selv for en whimp (eller rettere: ikke i mine yngre år) - men efter 2 timer på vandet på en rigtig, rigtig god dag, er jeg færdig. Ikke at kræfterne slipper helt op, men motivationen skrider, og det hele får karakter af bleg gentagelse.

 

For et par år siden forsøgte jeg at sejle 100 km på 3 timer. Ikke at det var en heltedåd, det var snarere infantil dumhed. Men mere for at fortælle, at i hvert fald den sidste times tid var en LIDELSE. Minutterne (og kilometrene) sneglede sig afsted, og jeg mindes tydeligt, at jeg med glæde ville ha' byttet den sidste time på boardet med en ulvetime med børnebørnene eller sågar med en køkkentjans under fruens bæffende kommando.

 

Men måske skal de "5 timer på vandet" ikke tages så bogstaveligt? Måske er det blot en kode, der betyder 10 - 30 minutters sessioner på vandet, afbrudt af kaffepauser, kagegnaskeri, en morfar og brovteri i kredsen af ligeledes pauserende windsurfere? Og måske tilbringer man rent faktisk pauserne i nærheden af vandkanten, så man med en vis ret kan sige, at man ikke var (ret meget) på land i løbet af de 5 timer?

 

Men igen: Lad os få beskrevet koden bag tallet for timer på vandet. Så kan vi andre også snakke med, i stedet for blot at kunne stirre vantro på et 5-tal.

 

 

Og vi kunne blive ved med tal for board-volumen, der måske ikke éntydigt siger meget om boardets planingsevnen, om tal for sejstørrelser, der måske heller ikke helt præcist siger så meget om kontrollen ved givne vindhastigheder - eller om tal for finnelængder, der for nogle mærker/modeller (f. eks. Select S07) kan betyde, at man bli'r løftet ud af vandet, mens samme tal for andre mærker/modeller (f. eks. C3 Venom) kan betyde, at man sejler sidelæns. Igen: Fedtet ind ord kan tal da være gode til at illustrere en iagttagelse. Men isolerede tal kan være med til at blokere for "sandheden" i den forstand, de kan lukke af for en diskussion af det, der er virkeligt interessant.