|
MP (Mast foot Pressure) eller "Mastefods-Pres": Et sejlads-teknisk columbus-æg?
Så vidt jeg har forstået, har mange af de indstillinger, vi foretager på grejet inden vi ta'r på vandet – og ikke mindst mange af de teknikker, vi løbende benytter os af på vandet - èt fælles sigte: MP. Måske tænker vi måske ikke så meget over, hvorfor vi skal passe på med at slække ud i et vindstød, hvorfor jiben lykkes bedre, når sejlet lægges ind i kurven og vi trykker ned på bommen, hvorfor vi kan knibe mere fart ud af sejl og bræt ved at vride hoften frem ... osv., osv.? Men uden måske at tænke videre over det, er der et hav af vore forskellige kneb, hvor den reelle effekt er et større pres på mastefoden.
Men er det da ikke også nok at "vide", hvilket trim og hvilken teknik, der faktisk virker - og som kommer ud i den anden ende af "the black box" som mere fart, bedre kontrol eller flottere jibes? Er det så vigtigt at ha' inde på lystavlen, at mange af vore fif faktisk virker gennem MP – eller at MP måske ovenikøbet burde være et mantra for sejleren, der gerne vil ha' et minimum af succes på vandet?
Yes. Præmissen her er, at man altid kommer længst ved at gennemtænke, hvorfor og hvordan dette eller hint trick virker. Indlæringsmæssigt er det alfa og omega at ha' en fornemmelse af logikken i windsurfingen. For når det kommer til stykket, er god sejlstil vistnok ikke så indviklet - og det kan da bestemt ikke gøre det vanskeligere, hvis vi kan decimere indholdet i vores trim- & teknik-værktøjskasse til nogle forholdsvis få stykker værktøj. Og her er formodningen altså, at ét af de allervigtigste stykker værktøj er at sørge for MP! MP er ofte det sidste led i de kæder af virkemidler vi benytter os af for at opnå fart, kontrol, tidlig/fortsat planing, planende jibes osv. Og når vi nu ved, at det faktisk er MP, vi prøver at opnå med vores "indirekte" tiltag (frem med hofterne, ned i knæ, pres i trapez'en osv.) – og når nu de fleste af os intutivt har på fornemmelsen, hvordan vi kan opnå MP – hvorfor da ikke gå direkte efter det? -- Herunder er der postuleret nogle positive (og måske et par negative) effekter af MP. Hvis du evt. må ryste på hovedet af ord og videoklip, så husk, at selv forkerte påstande jo immervæk har den gunstige effekt, at de kan give anledning til lidt tankevirksomhed.
De tænkte og illustrerede scener omhandler kun almindelig østkyst-sejlads for "Otto Normalsurfer" (som de ses i videoklippene, nærmer Otto sig tydeligvis hastigt pensionsalderen!) – og har altså ikke det fjerneste at gøre med bølgesejlads eller freestyle. Og så er det nok også passende at sige, at vi langt fra kommer hele vejen rundt om MP, idet der stort set kun skitseres nogle pointer, som kan eksemplificeres af de ganske få videoklip, der har været til rådighed. F. eks. må det vente til en anden gang at diskutere letvinds- og højde-sejlads, hvor MP jo er virkeligt afgørende.
|
 |
|
Hvordan virker MP?
Advarsel: 100% pseudo-videnskab.
Farten på en windsurfer skabes som bekendt ved vindens træk i sejlet. Desværre er sejlets trækretning skråt fremad - men så har vi jo heldigvis finnen til at rette brættets kurs op, så vi kan bevæge os fremad uden alt for megen afdrift. Den mest effektive måde at overføre sejlets kraft kraft til brættet på, må logisk set være den overførsel, hvor mindst muligt af kraften bliver "opslugt" af fjedrende og dæmpende bevægelser.
Sejlkraften kan overføres til brættet på 2 måde: Enten 1) via mast, bom, trapez-liner/-sele og sejler (fra hofte til fod) - eller 2) via mast, mastefod/-base og joint. De 2 kraftoverførsler kan hver især gøres mere effektive: Den første (den med sejleren) er mest effektiv, hvis sejleren gør sig så stiv som muligt - altså spænder musklerne, strækker benere osv. Den anden kraftoverførsel kan gøres marginalt mere effektiv, hvis man udskifter jointet af gummi med et stiff joint (tendon joint).
Det ville jo indlysende være mest effektivt, hvis vi kunne nøjes med at lade al sejlkraften overføre til brættet via jointet, men vi er jo trods alt også nødt til både at kunne holde balancen og at kunne korrigere for alle de små og store ukurante træk og stød, vi udsættes for i det virkelige windsurf-liv. Vi er altså underligt nok nødt til at stå på vore ben. Men - og det er her, MP kommer ind i billedet - det er faktisk muligt at lette lidt på trykket med benene, for til gengæld at øge trykket på jointet. Når man forsøger at gøre dette, skal man normalt bare huske at læne sig lidt fremover (eller bedre: at vride hoften lidt fremad) for at undgå at falde på halen.
Udover at være en indikation på, at kraften kommer forholdsvis uhindret frem til brættet, har MP også den positive virkning, at brættet oftest trimmes "pænere" på vandet. Ofte kan man se det ved, at brættet ligger mere vandret på vandet (uden en højt løftet og vildt svingenden stævn), hvilket oftest er ensbetydende med højere fart, roligere og mindre stødende gang, bedre planings-egenskaber m.v.
|
 |
|
MP, kontrol og spin out.
Når vi forsøger at få brættet til at ligge roligere på vandet, når vi forsøger at undgå at "eksplodere" (at flyve ud af vandet) eller når vi forsøger at hindre spin out - ved vi, at det næsten altid hjælper at hænge sig mere i trapez'en. OK, måske er vores instinktive reaktion på f. eks. et vindstød en anden - men vores fornuft siger os, at et øget træk i trapez-linen (altså øger MP) er et rigtigt godt svar på udfordringen.
Selvom mange af os har mest lyst til at slække ud med bom-armen i et vindstød, så ved vi også, at denne umiddelbare reaktion ofte er optakten til store kontrol-problemer (og nedsat fart!). Også her siger fornuften os, at vi (for det meste!) faktisk bør holde trækket i trapezen, hvilket jo altså igen er ensbetydende med MP.
Også når vi fiser hen over skrumlet vand, ved vi, at kontrollen bli'r dårligere og spin out risikoen bli'r større, hvis vi letter presset i trapezen. Hvis vi vil undgå at blive smidt ukontrolleret til vejr henover en bølgerne, ja så er der ingen vej uden om at holde MP.
Jamen, hvorfor holder vi os i det hele taget tilbage fra altid at sørge for maksimalt MP? Sandsynlig er årsagen den alment menneskelige (i hvert fald for en del af os), at vi har tendens til at fantasere rigeligt meget om, hvor ondt det vil gøre, de meget få gange et overdrevet MP vil resultere i styrt - i stedet for at fryde os hovedparten af tiden, hvor et kraftigt MP vil gi' større kontrol, mere sejlglæde og større fart. Måske er kampen for øget MP i det hele taget mere en kamp, der foregår i vore hoveder, end det er en fysisk kamp, der foregår på vandet. Måske skulle vi i det hele taget først og fremmest focusere på det vovemod og den aggressivitet, der er en forudsætning for at sejle med mere MP. |
Video: Anders & Michael
Musik: The Fall |
|
MP og jibing.
Når vi prøver at komme rundt i en jibe uden at gå for meget i stå, løber der hos mange af os et hav af huskeregler gennem tankevorten. Og faktisk retter de fleste regler sig mod et øget MP:
- At gå ned i knæ presser kroppen frem og gør det lettere at få MP ved at trykke ned på bommen (helst overhåndsgreb).
- At lægge riggen ind mod cirklens centrum og at dreje med en ikke for stor radius giver MP (p.g.a. centrifugalkraften).
- At holde power i sejlet ved at trække ind med bom-armen (med et greb langt tilbage på bommen) gi'r MP. Den øgede power skal jo tæmmes, og hvis man ellers husker de omstående kneb, kan den meste power næsten kun ende som MP.
- At flippe sejlet tidligt, mens brættet stadig planer, hjælper til at undgå at miste MP. Dvs. man bevarer delvist MP ved ikke at lade farten løbe af brættet.
- At huske at jibe, inden man kommer ind i et område med svagere vind, gør selvfølgelig, at man ikke nødvendigvis mister power i sejlet - og at man derfor også har mulighed for at holde fint MP.
|
Video: Anders & Michael
Musik: John Cale |
|
MP og fart.
Èns tilstand kan nærme sig det paniske, når man er ved at blive indhentet af en person, man absolut ikke vil hentes af. Hvis man da ikke lader, som om man ikke har set vedkommende og derfor "kommer til" at vende på en lettere distræt måde - ja så er der kun én anden udvej: Ned i værktøjskassen og frem med de teknikker, man håber vil kunne redde én fra den store ydmygelse. Men hvad er det for teknikker, vi har i reserve til denne frygtelige situation - er det ikke netop nogle kneb, der (igen-igen) har til resultat at få øget MP? F. eks.:
- At tvinge hoften frem eller at vride hofter og overkrop rundt i sejlretningen. Det øgede pres i trapezen øger MP, brættets næse tvinges længere ned, og vinklen mellem brættets bund og vandoverfladen bliver mindre – og farten bliver større.
- At lade trapezen tage så meget af arbejdet fra armene som muligt. Det øgede pres i trapezen øger igen MP, hvilket gør det lettere at undgå at presse brættets luv kant ned med fødderne. Brættet kommer derved til at ligge mere parallelt med vandoverfladen i tværretningen (kommer altså mere op at køre på finnen) – og farten bliver større.
- At samle hænderne mere på bommen. Holder man fat i bommen med en bred armstilling (for at være klar til at korrigere), har det ofte den grimme bivirkning, at megen af den power, der rettelig burde gå direkte fra trapez'en ned i mastfoden, i stedet delvist neutraliseres i fjedrende kompensationer med armene. Samles hænderne på bommen, går der mere power gennem trapezlinerne direkte ned i mastefoden (= MP), og farten øges.
- At slække udhalet for at få mere power i sejlet. Mere power skal jo tæmmes på én eller anden måde - og hvis det lykkes at køre trækket så direkte ned i mastefoden som muligt (ved trapez-linerne), har man i det mindste en chance for succes.
|
Video: Anders & Michael
Musik: Garbage |
|
"Klæbende boards".
Specielt med tendensen til bredere boards med en anlægsflade mod vandet, der bli'r stadig kortere og bredere ("higher aspect") er anlægsvinklen blevet mere kritisk. Med ældre boards' cigar-facon gav trimmet nærmest sig selv, men nu til dags er der tale om en mere delikat balance, hvor man ønsker, at brættet "sejler frit" – uden at det på den ene side stejler eller på den anden side klæber. Jamen, kan man ikke risikere, at et klæbende bræt er en utilsigtet virkning af, at man udøver for meget MP på vandet. Umiddelbart ja - men MP har så mange gavnlige virkninger, at det er altid vil være givtigt at tilstræbe det (i varierende omfang, naturligvis). Hvis man vil korrigere for et klæbende bræt, bør man nok lege med de variable, man kan file på inde på land (bom-højde, fodstrop-placering, mastefods-placering, finnestørrelse, power i sejlet, trapez-længde og –placering etc.).
|
|
|
Det med småt.
OK, når man vælger at focusere på et bestemt element i en kæde af årsager og virkninger, ender det jo mærkeligt nok ofte med, at lige præcis dette element overskygger alt andet. I selve udvælgelsen ligger der ofte en slags selvopfyldende profeti, hvor man meget, meget sjældent ender med at måtte konkludere, at det valgte nærmest er betydningsløst. Man kan også sige, at som man råber i skoven, får man svar. Tendensen til skævvridning af årsag/virkning er ikke mindst udtalt inden for windsurfingen, hvor en masse halvt uforklarlige årsager og virkninger er vævet ind i hinanden – og hvor de "videnskabelige" udredninger i praksis ofte er nogle efterrationaliseringer, der bliver kastet på som en slags forklaringer, når man først (empirisk) har sjusset sig til, hvad der rent faktisk fungerer. Og så bli'r hele dette voodoo-morads jo ikke mere overskueligt af input fra en sværm af lommefilosoffer uden megen hang til selvkritik – samt en industri, der ofte taler rent kaudervælsk i forsøgene på at opnå gevinstmaksimering. Så - måske er denne (overdrevne?) focus på MP også udtryk for en slags voodoo?
|
|
