Reparation af Starboard.

 

Starboard bruger praktisk taget ikke kul i deres formula-boards, men til gengæld anvender man en meget tynd finér oven på afstandsmaterialet (PVC?) i Starboards sandwich opbygning. På dækket har man (af salgsmæssige grunde?) valgt ikke at overmale finéren, som derfor træder tydeligt frem under beskyttelseslaget (af epoxy/glasvæv eller lak?).

 

Det kan selvfølgelig være rigtigt pænt med sådan et "træ-bræt" (den mørkere kulør gør dog brættet temmelig varmt, når det ligger i solen), og reparationer på dækket er i sig selv ikke vanskeligere at lave end normalt. Hvis man derimod er æstetisk nøjeregnende, bli'r reparationer på dækket lidt vanskeligere. Een måde at gøre det på, er at lægge et stykke finér ned i dækket og overdække det med et lag glas – og en anden løsning er at lægge et tyndt lag plastisk træ ud over reparationen, inden den lamineres over med glasvæv (husk at plastisk træ "afgasser" langsomt).

 

Men - man kan jo altså også bare overmale reparationen ...

Denne Starboards snude har tydeligvis været udsat for et slyngstyrt, der her kækt er markeret med en overmalet, sølvgrå reparation.

 

Imellem "Starboard-manden" og den store reparation er en lille skade forsøgt camoufleret med en klat plastisk træ under glasvæven (og "sukker-behandlingen").

En Starboard 158 er blevet repareret med finér på det "klassiske" sted ved skruehullet til kyllingestroppen.

 

Efter reparationen er stedet blevet malet over og "skukkerbehandlet" (dvs. et tynd lag epoxy er blevet overstrøet med sukker, og efter hærdningen er sukkeret skyllet bort/opløst med varmt vand).

 

En knækket (Neil Pryde) masteforlænger har forårsaget, at riggen er gået gennem dækket på en Starboard.

 

Den nedsænkede finér-plade med glasvæv er ikke blevet malet over, og det er heller ikke de talrige omkringliggende små-reparationer med plastisk træ/glasvæv (men selvfølgelig er hele området blevet "sukkerbehandlet").