Her har vi ramt "Hjørnet", der nedefra ikke ser specielt lovende ud. Men stikker man hovedet rundt om Hjørnet, åbner der sig en overraskende mulighed for at traversere om på "bagsiden" af Storen på nogle hylder (kaldet "Gallerierne") højt over Slingsbybreen. Her har vi rullet tovet ud, taget selerne på og hægtet isenkrammet fast i karabinerne. Klar til angreb.

Inden det lykkedes os at finde Hjørnet, mødte vi Storens sidste bastion af stejlere klippe, der rejser sig som et tårn godt 100 meter under toppen, godt ude til venstre (mod nord). Herfra traverserede vi skråt op mod det, der skulle vise sig som Hjørnet. På vej op mod Hjørnet kom vi forbi en rende ("Andrews Renne"), som fra denne side gi'r den enkleste adgang til tinden - selvom klatringen måske ikke er så "ren". Der kom nogle dæmpede råb fra renden, og da vi kikkede nærmere efter, så vi nogle medlemmer af den nævnte britiske klatreklub et stykke oppe i renden med (hvad der skulle vise sig at være) team-lederen som ankermand i bunden. Vi kom i snak med ham - vekslende mellem at han råbte dessiner til holdet - og spurgte interesseret ind til deres plan, forberelse m.v. Fint nok, men da han gengældte vores nysgerrighed og spurgte ind til vore erfaringer, tidligere erobringer, hvorfor vi valgte en vanskeligere rute m.v., fik vi uld i munden. Hvordan forklare en flink, men alvorsfuld, klatre-teamleder, at vores forberedelse bestod i at ha' læst i et klatre-katalog og at ha' brugt nogle eftermiddage på en grus-skrænt i det flade DK. Nå, han havde tilpas "stiff upper lip" til kun at hæve øjenbrynene en anelse. Jeg tror for øvrigt, at klubben kom fra Wales.