Toppen blev besteget i tæt tåge og med en sur, kold blæst. Selvom Snøhetta jo ikke er en vanskelig top at komme op på, forløb turen ikke helt problemløst - men desværre tillod vejret stort set ikke, at genvordighederne blev beskrevet i fotografisk. Så - ingen billeder med flotte udsigter i denne beskrivelse. Kombattanter: Mona og jeg (Peter).
Obs.: Turen blev gået i 1979 og er forsøgt memoreret 40 år senere (i 2019), så rigtig mange detaljer mangler, ligesom der måske også kan ha' indsneget sig det rene vås. Billederne er scannet ind efter gamle papir-billeder - og det lider "kvaliteten" tydeligvis meget under.
Klik på billedet for at forstørre
I hvert fald tidligere brugte militæret området mellem Hjerkinn og Snøhetta til øvelser ("skytefelt"). Så vidt jeg husker, kunne man få lov til at køre på visse af grusvejene i weekenderne (måske efter ansøgning?), men man måtte ikke gå væk fra vejene, idet der lå en del patroner og u-eksplodere granater (blindgængere/forsagere) ude i terrænet.
På en rekognosceringstur et par dage i forvejen er vi her standset på én af grusvejene ind til Snøheim med udsigt til Snøhetta, hvor Stortoppen er delvist skjult i skyer.
Klik på billedet for at forstørre
Vi spiser frokost tæt ved vejen med Snehetta i baggrunden. Her er skyerne i mellemtiden forsvundet, så man tydeligt kan se de forskellige toppe: Til højre "Stortoppen" (med sne, 2286 m), til venstre "Vesttoppen" (2253 m), og imellem ligger "Hettpiggen" (tv, 2261 m) og "Midttoppen" (2278 m).
Faktisk er navnet "Snøhetta" et turistnavn, idet tinden oprindeligt blev kaldt "Hetta" - og hvor "hætten" refererede til det ofte forekommende skydække omkring toppen, ikke til sneen.
Klik på billedet for at forstørre
På dagen, der var forbeholdt turen til Stortoppen, var der pænt tåget fra starten ved Snøheim i knap 1500 meters højde, og håbet om at kunne stige op over skydækket viste sig at være håbløst naivt. Billedet er taget kort efter starten. Militæret havde sat stager hele vejen op til toppen, men efterhånden som "ærtesuppen" blev tættere, kunne man ikke se fra stage til stage. Her ses et par gamle varder og en stage til venstre for Mona.
Klik på billedet for at forstørre
Mona poserer ved top-varden, alt imens mens tågen og vinden ta'r til.
Klik på billedet for at forstørre
Peter i læ bag top-varden. Læg mærke til den lidet professionelle mundering.
Klik på billedet for at forstørre
Mona samme sted.
Klik på billedet for at forstørre
Mona er her i starten af nedstigningen - umuligt at se frem til næste stage. Efterhånden blev det nødvendigt at splitte os op (men være inden for hinandens syns- eller hørevidde), mens vi ledte efter næste stage. Hvor der ikke var sne, kunne vi ikke "blot" følge vore gamle spor.
Uden at vi anede det, var der en anden staget rute op til stortoppen - en rute som stødte til vores rute omkring halvanden km fra toppen. På nedturen tumlede vi ind i de "forkerte" stager og nåede godt 2/3 ned ad tinden, inden vi fik mistanke om, at "noget" var forkert (vi syntes, at vinden var blevet mere stødende, end da vi gik langs kanten til "Kjelen", bræen dybt under Snøhettas toppe).
Ikke alle var umiddelbart indstillet på at mose op på toppen igen for (måske) at finde de rette stager ned, så vi forsøgte først at at krydse tværs over ryggen langs ca. samme højdekurve. Da det ikke lykkedes at ramle ind i de "rigtige" stager, og da vi jo frygtede at gå imellem to stager uden at observere det, dappede vi tilbage til de "forkerte" stager og begyndte modvilligt at traske op mod toppen igen.
Klik på billedet for at forstørre
Efter en stund stødte vi ind i et skotsk par (de eneste levende væsener, vi af gode grunde så/hørte på turen). De berettede, at de havde forsøgt at nå toppen fra en hytte (Reinheim) - men var vendt om og var på vej ned til samme hytte igen.
Som det mindste af to onder slog vi følge med dem. Vi kom derved uden for vores kort - men efter et lille hvil i Reinheim var den skotske gentleman (Tom) så venlig at anvise rette spor tilbage til Snøheim og vores bil: Hvis vi gik mod sydvest og ramte en lille sø (Fisktjønna), skulle vi bare følge vandløbet herfra mod syd.
Tidligt på aftenen fandt vi bilen og blev mødt af Christian og hyttefar på Hageseter (Johan), som var blevet en anelse nervøse og angiveligt havde været i kontakt med lensmanden(!).
Fed - eller i hvert fald lærerig - tur!.
Klik på billedet for at forstørre
Monas gangvorter efter turen. En cat-walk ville nok fordre et par nylonstrømper.
Klik på billedet for at forstørre
Christian brugte saks, lim og temmelig megen dikteriske frihed i sin gengivelse af vores tur til Snøhetta.
Klik på billedet for at forstørre
Nogenlunde sådan ta'r vores tur på Stortoppen sig ud på et kort. Målt på kortet var turen på omkring 20 km - men der ta'r man selvfølgelig ikke hensyn til de mange små svinkeærinder eller de mange højdemeter.